Kastelbjerggaard Agro ApS er en juletræsplantage, som blev opstartet af Sune og Ulla Mårtensson i 2015. Ejendommen ligger i Sevel med godt 20 km. til Holstebro, Skive og Struer.
Plantagen er tilplantet med 40 ha. Nordmannsgran, som sælges til det danske og europæiske marked.
Vores træer er certificeret via Global GAP, hvilket betyder, at vi overholder en del krav, som stilles til den daglige produktion af juletræer. Her kan bl.a. nævnes etablering af blomstereng og opsætning af insekthoteller, for at sikre biodiversiteten.
Vi arbejder også målrettet på at reducere brugen af kemi til renholdelse af ukrudt i plantagen. Det gøres ved afskærmet sprøjtning under træerne og etablering af grønne spor. Drone videoen på forsiden viser hvorledes plantagen renholdes med vores Portal traktor. Der sprøjtes for ukrudt under træerne samtidig med at der klippes imellem rækkerne.